Jeg vil være tandlæge

Jeg vil være tandlæge

Selvom Ghazaleh er uddannet tandlæge, må hun ikke behandle danskernes tænder. Det kræver høje karakterer til PD3 at få lov at arbejde i Danmark. Derfor læser hun til eksamen i Studiecentret. Hun laver frivilligt arbejde i en klinik, og hun deler sine PD3-opgaver i en Facebookgruppe. Når man lægger det hele sammen, håber hun, at det er nok til at blive tandlæge i Danmark.

I studiecentret

I dag sidder Ghazaleh i studiecentret på Amager. Det gør hun tit. Hun laver gamle PD3-opgaver, for hun skal op til PD3 – igen. Ghazaleh er tandlæge, og vil man arbejde som tandlæge i Danmark, skal man have høje karakterer til PD3. Så nu prøver hun en gang til. Det sværeste er læseforståelse og skrivning.

Jeg kommer fra Iran, og der er høje krav til folk, der kommer fra lande uden for EU. Man skal både være god til dansk og bestå en faglig prøve for at kunne arbejde som læge eller tandlæge. Det er lidt hårdt for mig, for jeg vil bare så gerne i gang med at arbejde, fortæller Ghazaleh.

Nanna er her også

Nanna er også i studiecentret i dag, og det er Ghazaleh glad for. Nanna er studiecenterlærer, og hun har givet Ghazaleh nogle meget konkrete redskaber til at komme videre. Fx har hun sagt til hende, at hun ikke skal skrive på sin telefon, men med blyant på et stykke papir. Hun skal nemlig vænne sig til at skrive i hånden før eksamen. Det kan virke banalt, men det hjælper Ghazaleh rigtig meget, at Nanna er præcis.

Jeg kan godt lide, at Nanna selv kommer hen til mig og spørger, hvad jeg laver. Hun læser mine opgaver og forklarer, hvad jeg skal gøre anderledes. Det hjælper mig meget. I Studiecentret får jeg den undervisning, som passer til mig, og det er nødvendigt, hvis jeg skal nå mit mål.

Et rart sted

Det betyder også noget, at studiecentret er et rart sted at være. Ghazaleh har en lille datter, så det kan være svært at koncentrere sig derhjemme, selv om hendes mand støtter hende i at lære dansk.  I studiecentret er der ro, så hun kan fokusere på det, hun skal, og hun har de bøger, hun skal bruge.

– Studiecentret er et godt sted at læse til eksamen. Der er ro og god stemning. Jeg starter dagen med at læse en af de små bøger, der står på hylden. De er ikke særlig svære, men min læsehastighed kommer op, og det har jeg brug for i læseforståelse. Bøgerne er min opvarmning, smiler hun.

Tandlægedansk

Men det er også vigtigt for Ghazaleh at tale dansk i hverdagen. Derfor er hun frivillig på en tandklinik, som Røde Kors driver. Og det elsker hun.

Jeg håber virkelig, at jeg snart kan få en rigtig vagt på klinikken. Jeg troede egentlig, at tandlægeklinikker i Iran og i Danmark, var meget forskellige, men det er de ikke. Vi bruger næsten de samme materialer og teknikker. Det var lidt overraskende for mig, og nu har jeg bare endnu mere lyst til at komme i gang.

Facebookgruppe

Ghazaleh er også med i en Facebook-gruppe for persisktalende, der skal op til PD3. Her lægger de opgaver op og diskutere deres løsninger.

– Det hjælper mig også, for vi har de samme vanskeligheder. Det betyder også noget, at det er et forpligtende samarbejde. Når man skal diskutere sin opgave med andre, er det vigtig, at man kan stå inde for det, man laver. Man vil jo gerne kunne hjælpe og ikke skabe forvirring.

Flere veje til dansk

Ghazaleh mener, at de forskellige måder at lære dansk på supplerer hinanden. I holdundervisningen får man det nødvendige fundament. Man får nye ord og lærer grammatik. I studiecentret får man individuel vejledning, og man kan fokusere på sin egen læring. I klinikken hører hun det dansk, som passer til det liv, hun gerne vil leve i Danmark. Og i Facebookgruppen indgår hun i et forpligtende fællesskab, hvor de hjælper de hinanden med at nå et fælles mål. Sammenlagt håber hun, det rækker til at gøre drøm til virkelighed.