På fast grund i

e-Sprogcenter

På fast grund i

e-Sprogcenter

Russell sidder i studiecentret og arbejder. Han er ellers stor tilhænger af online-undervisning, men lige nu har han en opgave, der kræver et intensivt forløb. Han skal bestå sin modultest. Og det er ikke helt enkelt, for han er bagud. Han har holdt en lang pause. En alt for lang pause ifølge ham selv. Nu har han sagt sit job op for at kunne fokusere på dansk.

På bordet foran Russell ligger en tyk mappe. Den indeholder alt materialet fra undervisningen på e-Sprogcenter. På første side er der en oversigt over de tre emner, han skal igennem. Emnerne er inddelt i 15 afsnit, der hver har et faneblad. Han kan finde rundt. Opgaven er klar.

Jeg elsker den struktur, man får på e-Sprogcenter. Man ved, hvor man er kommet til, og hvad man skal i gang med. Det er overskueligt. Selvom jeg har meget at lære, føler jeg, at jeg kan se den vej, jeg skal gå.

På e-Sprogcenter er undervisningen meget systematisk. Det ligger i konceptet, for man mødes ikke til fri snak. Og selv den frie snak har en fast form. På e-Sprogcenter er det nemlig en del af hjemmearbejdet, at man skal finde en dansker at tale dansk med. 

Man mister ikke den mundtlige træning ved at gå på e-Sprogcenter. Tværtimod er man nødt til at gå ud og møde danskerne, fordi det er sat i system. 

Sig efter mig…

Russell er lydingeniør, men han hævder, at hans forkærlighed for at optage sin egen stemme, lytte til lydbøger og lave udtaleøvelser ikke har noget med det at gøre. Han mener, at vi alle sammen har en indre papegøje. At det hjælper at lege med sproget og spille skuespil.

Jeg tror, det virker for alle. Alle kan lide at efterligne. At lytte og gentage er en leg, hvor man bliver fortrolig med sin egen udtale. Det gør det meget nemmere, når man skal sige noget “i virkeligheden”, at man har øvet det systematisk. Og det betyder ikke, at man er alene med det hele. Det foregår sådan, at man indtaler lydfiler, som man afleverer, og så får man individuel feedback. Det er meget givtigt. 

Det er bedst, når det er godt nok

Men den vigtigste lektie, Russell tager med sig fra e-Sprogcenter, handler om noget andet. Den handler om, hvordan man bruger sin tid. Russell har brugt rigtig meget tid på sit job som lydingeniør. Og det er heller ikke længe siden, at han blev far med alt, hvad der følger med. Det er derfor, han nu sidder i Studiecentret med sin mappe slået op. Han har holdt en lang pause fra dansk for at få tid til noget, som var vigtigere – i hvert fald på det tidspunkt.

Min lærer Jan fra e-Sprogcentret, gjorde det meget tydeligt for os, at vi var nødt til at acceptere vores situation – også når den ikke var den bedste. Hvis du kun har en halv time om dagen til dansk, så er det det, du har. Den halve time er nok, hvis du bruger den godt i stedet for at være frustreret over, at den snart er gået.

Nu klør Russell på for at bestå sin modultest. Når den er bestået, vil han tilbage til e-Sprogcenter. For det er her, han får en ramme om sproget, som passer til ham og gør ham tryg. Han kan altid genbesøge Jans små videoer, hvor han får personlig feedback på de opgaver, han har lavet. Processen er meget synlig. Han kan tage et skridt ad gangen. Vende et faneblad, når han er klar. Trykke på “play”, når han vil lytte og på “rec.”, når han vil tale. Han går frem i sit eget tempo, og når verden pludselig kalder, kan han lukke mappen for en stund. Dansk er et sprog fuld af uregelmæssige verber og ord, hvis udtale man ikke kan regne ud. Men Russell har alligevel fundet en måde at få fast grund under fødderne. Og det mener han, at han har Jan og e-Sprogcenter at takke for.