Tilmelding med attestation
Tilmelding med attestation
Hvis du har en attestation, kan du tilmelde dig en delprøve. Attestationen er din dokumentation for, at du ved en tidligere termin er udeblevet fra enten den skriftlige eller den mundtlige prøve pga. sygdom. Den karakter eller de karakterer, du fik til den delprøve du gennemførte, kan du overføre til den prøvetermin, hvor du går til eksamen igen. Da du kun tilmelder dig en delprøve, betaler du halv pris. Du kan kun tilmelde dig en delprøve, hvis du kan fremvise en attestation.
Krav til dokumentation
Du kan kun tilmelde dig en delprøve, hvis du kan fremvise dokumentet: Attestation for skriftlig eller mundtlig del af en prøve. Attestationen udstedes af det sprogcenter, hvor du har været tilmeldt, men er udeblevet på grund af sygdom. For at få en attestation skal du kunne dokumentere, at du har været syg. Du dokumenterer din sygdom ved at bede din læge om en lægeerklæring. Du skal selv henvende dig til sprogcentret med din lægeerklæring og bede om en attestation. Du kan godt tilmelde dig hos VSKdansk, selv om din attestation er udstedt af et andet sprogcenter. Reglerne gælder for både PD1, PD2 og PD3.
Eksempel:
John gennemfører den skriftelige del af PD2 i sommerterminen 2023 på et sprogcenter i Jylland. Han får karaktererne 7 i læseforståelse og 4 i skriftlig fremstilling. Da han skal til den mundtlige prøve, bliver han syg. Derfor bestiller han straks en tid hos sin læge og beder om en lægeerklæring. Lægeerklæringen afleverer han til sprogcentret i Jylland, som udsteder en attestation. John tilmelder sig den mundtlige delprøve til vinterterminen 2023, men da han i mellemtiden er flyttet til Glostrup, tilmelder han sig prøven hos VSKdansk. Ved tilmeldingen fremviser han attestationen fra sprogcentret i Jylland. John gennemfører den mundtlige prøve på VSKdansk og får karakteren 10. Da John får sit bevis, er karaktererne fra sommerterminen overført, så der står: Læseforståelse: 7, Skriftlig fremstilling: 4, Mundtlig fremstilling: 10.
Du kan kun tilmelde dig en delprøve:
- hvis du var syg, da du gik til prøve sidste gang
- hvis du kan dokumentere din sygdom med en attestation