Ordblind
Ordblind
Hvad er ordblindhed?
Ordblinde har problemer med at sætte bogstaver og lyd sammen. Derfor er det svært for dem at lære at læse og stave. Det er særlig svært at læse ord, man ikke kender. Ordblinde møder problemerne både på deres eget sprog og på nye sprog, de prøver at lære.
Er jeg ordblind?
Var det svært for dig som barn at lære at læse og stave i skolen? Er du stadig utryg ved at stave og skrive – både på dit eget sprog og på fremmedsprog? Svarer du ”ja”, er du måske ordblind.
Hvad er OBU?
OBU står for OrdBlindeUndervisning og er særlig undervisning for ordblinde. Vi underviser små hold på max 6 kursister. OBU hjælper ordblinde med at lære at læse, stave og skrive. Vi lærer dig også, hvordan din telefon, computer og tablet kan støtte dig i din læsning og skrivning. For mange ordblinde bliver det lettere at klare uddannelse, arbejdet og hverdagen.
Hvad lærer jeg?
På OBU lærer du at læse forskellige slags tekster – både digitalt og på tryk. Du lærer at skrive det, du har mest brug for på din uddannelse eller dit arbejde – fx e-mails. Du bliver også bedre til at bruge sproget i dit privatliv – fx når du er på sociale medier, Messenger eller skriver sms. Og du tør skrive til folk – også til dem, du ikke kender så godt.
Hvad kan jeg bruge OBU til?
OBU kan hjælpe dig til at bestå prøver og modultest. Du kan gå til eksamen på særlige vilkår, hvis du kan dokumentere, at du er ordblind. Den dokumentation, kan vi give dig. Du kan fx gå op til PD1, PD2, PD3, Indfødsretsprøven, Medborgerskabsprøven og FVU-trinprøver på særlige vilkår.
Hvem kan få OBU?
VSKdansk tilbyder gratis ordblindeundervisning. Vi har hold både til dig, som har dansk som eget sprog og til dig, som har dansk som fremmedsprog. Du behøver ikke være kursist på VSKdansk i forvejen for at melde dig til OBU. Tilbuddet er for alle ordblinde.
Tid og sted
Du kan begynde, når det passer dig. I alt kan du få op til 80 lektioner á 45 minutter.
Undervisningen foregår:
- 1 – 2 gange om ugen.
- enten formiddag, eftermiddag eller aften.
- på VSK Glostrup, VSK Ballerup eller VSK Amager.
Kom i gang
Hvis du tror, du er ordblind, kan du kontakte vores OBU-koordinator Nicholas Parking. Når I har talt sammen, vil han invitere dig til en ordblindetest. Testen tager cirka 2 timer. Du får en rapport, som beskriver din ordblindhed, og som giver dig ret til gratis ordblindeundervisning.
OBU-koordinator:
Nicholas Parking
telefon: 30712803
e-mail: nipar@brondby.dk
Virksomhedshenvendelser:
Anne-Christine Rasmussen
telefon: 43283522
e-mail: anram@brondby.dk